Honningkage med karamelliseret æble

Antal 10 personer
Forfatter Ditte Julie Jensen

Ingredienser

Honningkage

  • 2 æg str. M/L
  • 125 g brun farin
  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 2 tsk cake factor kagekrydderi
  • 1 dl vand
  • ½ dl kold kaffe
  • 250 g honning flydende

Karamelliseret æbler

  • 3 æbler
  • 25 g brun farin
  • 25 g lyst rørsukker

Vaniljesmørcreme

  • 1 vaniljestang
  • 300 g flormelis
  • 250 g blødt smør
  • 2 pasteuriserede æggeblommer

I øvrigt

  • rød skovsyre

Sådan gør du

Honningkage

  1. Rør æg og brun farin sammen. Sigt mel, natron og cake factor i en skål og rør det sammen med æggesnapsen. Rør vand, kaffe og honning godt sammen i en skål, så honningen ikke danner tråde i dejen, og rør det i massen. Hæld dejen op i en springform beklædt med bagepapir (24 cm i diameter). Bag honningkagen midt i ovnen ved 150 grader varmluft i ca. 45-50 min. Lad kagen køle af i formen. Når den er kold flækkes kagen med en savtakket kniv til to lige store bunde.

Karamelliseret æbler

  1. Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær dem ud i små tern og kom dem op i en gryde sammen med sukkeret. Bring det i kog under låg i 5 min. Tag låget af og lad dem karamellisere ind i 10-15 min. Lad dem køle helt af.

Vaniljesmørcreme

  1. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt vaniljekornene ud, og mas dem sammen med lidt af flormelissen. Pisk vaniljesukker, flormelis og smør lyst og luftigt. Tilsæt æggeblommerne og pisk det godt sammen. Kom smørcremen på sprøjtepose med en stor stjernetylle.
  2. Placer den ene honningkagebund på et fad. Smør et lag smørcreme på bunden og placer den anden bund ovenpå. Smør kanten op med lidt smørcreme. Smør de karamelliseret æbler ud over kagens top. Gerne med fokus på midten. Lav en krans af smørroser langs kagens kant.

I øvrigt

  1. Pynt med skovsyre.